top of page

Jeg mistænker B12 mangel, hvad skal jeg gøre?

Der er flere ting, du som patient kan gøre.

 

1. Hvis du mistænker B12 mangel, skal du opsøge din læge. Din læge kan tage forskellige blodprøver som hjælp til at stille diagnosen B12 mangel. Ved enten en lav P-B12 blodprøve og/eller en høj Methylmalonat (MMA) og/eller en høj Homocystein. Det er desværre ikke altid let at stille diagnosen, og symptomerne kan minde om mange andre sygdomme.

For nogle patienter vil blodprøveværdierne tydeligt vise manglen, og for andre skal de igennem en større udredningsproces.

​

2. Tag ikke B12 tilskud af nogen art før diagnosen er stillet!

Indtagelse af kosttilskud med B12 kan påvirke blodprøverne, således at de fremstår normale/indenfor referenceområdet, selvom der stadig kan være en behandlingskrævende B12 mangel.

Dermed er der en stor risiko for, at B12 manglen ikke kan diagnosticeres biokemisk efterfølgende. Husk derfor altid at informere din læge om, hvilke kosttilskud du har taget og aktuelt indtager. Dette vil hjælpe lægen med at tolke resultaterne korrekt og undgå fejlfortolkninger, der kan føre til manglende diagnose eller utilstrækkelig behandling af en B12-mangel-sygdom. 

​

3. Hvor sikker er P-B12 blodprøven?

B12 analysemetoden er teknisk svær, og sensitiviteten er ikke optimal.

Det betyder, at man kan have en normal B12, selvom man har mangel. Blodprøver kan derfor støtte diagnosen (hjælpeværktøj), men det kliniske billede og symptomerne er det vigtigste i diagnostikken af vitamin B12 mangel.

 

Som f.eks. angivet i Region Syddanmark:

 

“Formentlig har en del patienter mangel på vitamin B12, uden at dette afsløres af analyserne for (total) B12 og MMA. Ved kliniske symptomer forenelige med B12-mangel, bør behandling med vitamin B12 derfor overvejes uafhængig af resultaterne af de biokemiske analyser”. 

​

Vi er selv to eksempler på forskellig diagnosticering:

Bettina havde en umålelig lav P-B12 værdi.

Karen havde en forhøjet MMA, men en "normal" P-B12.

Vi var begge meget syge på diagnosetidspunktet.​

 

4. Næste skridt er at om muligt finde årsagen til manglen.

Er der tale om manglende indtag?

Eller utilstrækkelig optagelse? 

 

Hvis din læge finder det relevant, kan du henvises til en gastromedicinsk læge, som kan lave en gastroskopi (kikkertundersøgelse) af mavesækken for at udelukke cancer i mavesækken som årsag til B12 manglen samt for at stille diagnosen Atrofisk Gastrit (betændelse i mavesækken).

 

Dertil kan der laves en blodprøvemåling af ‘Intrinsic Faktor Antistof’ og 'Parietalcelle-antistof' for at diagnosticere autoimmun årsag til B12 manglen (Perniciøs Anæmi med eller uden anæmi). Hvis Intrinsic Faktor antistof er positiv, har patienten Perniciøs Anæmi, også selvom patienten ikke har anæmi. Hvis ‘Intrinsic Faktor antistof’ er negativ, kan patienten dog fortsat have Perniciøs Anæmi. Der er her tale om Perniciøs Anæmi med seronegative antistoffer. Læs fx mere her

​

Læs gerne mere om de forskellige test her også. Samt årsager her.

 

Hvis årsagen til B12-manglen forbliver ukendt, og patienten oplever symptomer, der kan relateres til B12-mangel, samtidig med at andre potentielle årsager er blevet udelukket, og der ikke er tegn på utilstrækkeligt B12-indtag via kosten, bør patienten stadig tilbydes behandling.

 

5. Det er afgørende at undersøge andre potentielle årsager til dine symptomer. Det er ikke usædvanligt, at patienter med B12-mangel også lider af andre næringsstofmangler, autoimmune sygdomme, mave- eller tarmsygdomme og lignende. Din læge kan hjælpe dig med en udredning for at identificere eventuelle samtidige lidelser.

 

6. Lav symptomdagbog.

Da B12 mangel i nogle tilfælde kan være svær både at diagnosticere og behandle, er det vigtigt at give din læge et så godt overblik som muligt. Vi anbefaler at lave en symptomdagbog. Noter alle dine symptomer og ranger dem efter sværhedsgrad f.eks. fra 1-10. Angiv sværhedsgraden af dine symptomer eksempelvis hver dag. Hvis du får B12 injektioner, skal du angive dato for B12 injektion i dagbogen. På denne måde bliver det synligt for både dig og din læge, om dine injektioner gives med et passende interval eller eventuelt skal intensiveres.

​

Læs også gerne 'Blot én chance' af Professor Bruce Wolffenbuttel her

Mistanke om B12-mangel.
bottom of page