B12 mangel
•B12 mangel er en forholdsvis hyppig, men alvorlig tilstand.
•Man kan have alvorlig B12 mangel/Perniciøs anæmi - uden at have anæmi.
•Symptomerne er ofte diffuse, snigende og individuelle. Det kan ”ligne så meget andet”.
OBS på: Neurologiske og psykiske symptomer.
•Skader og symptomer fra B12 mangel er reversible, hvis patienten diagnosticeres og behandles i tide og med adækvat B12 behandling.
•P-B12 har lav sensitivitet. B12 mangel er ikke udelukkende en laboratoriediagnose. Klinik er vigtigere end blodprøver til at stille diagnosen.
•Tag ikke B12 tilskud af nogen art før diagnosen B12 mangel er stillet.
B12 vitaminets funktioner
B12 vitamin (Cobalamin) er livsnødvendigt for ethvert menneske. Mennesket kan ikke danne B12 selv, og uden vitaminet kan kroppen ikke fungere.
B12 kilder
B12 findes kun i kød, fisk, skaldyr, æg og mejeriprodukter. Altså i animalske fødevarer. I nogle plantebaserede fødevarer findes der B12-analoger, som er B12-lignende molekyler, men kroppen kan ikke bruge disse analoger. Derfor skal man tage tilskud af B12 for at undgå vitamin B12 mangel, hvis man udelukkende indtager plantebaseret kost.
Livsvigtige funktioner
Vitamin B12 har flere forskellige livsvigtige funktioner:
1. Bloddannelse - produktion af røde blodceller (Erytrocytter).
2. Neurologisk funktion - normal funktion af hjerne, rygmarv og nervesystem.
3. DNA-syntese - så kroppen kan få dannet alle de nødvendige proteiner, f.eks. hormoner, enzymer, antistoffer mv.
Vitamin B12-mangel er en multiorgan-sygdom, hvor stort set alle organsystemer kan være påvirkede eller give symptomer. Ved langvarig B12 mangel vil myelinet, som beskytter nervebanerne blive ødelagt (demyelinisering), hvilket er helt den samme ødelæggelse af nervebanerne, som opstår hos sklerose-patienter. Nerveskader kan lede til neuropati, og patienten vil eksempelvis opleve følelsesløshed, smerter, "brændende hud", elektriske stød samt prikken og stikken især i hænder og fødder. Det er derfor meget vigtigt, at B12 mangel opdages og behandles i tide for at undgå permanente neurologiske skader.
I værste fald kan ubehandlet B12 mangel føre til skader i hjernen (hjerneatrofi = hjernen skrumper), rygmarv (subakut kombineret degeneration af rygmarven), svær psykisk sygdom og død.
Indtil ca. 1926 døde alle patienter med B12 mangel en langsom og forfærdelig død. Deraf navnet Perniciøs Anæmi. Perniciøs betyder dødelig eller fatal. Anæmi betyder blodmangel.